BBAUM

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd"

K.E. Løgstrup

Kan du forestille dig, hvordan det er at være dement? Forestil dig, at du vil sige noget vigtigt, men du ved ikke, hvad du vil sige, eller hvordan du skal sige det. Måske er du bange og har brug for et kram for at finde ro og tryghed igen... Du kan mærke den knugende fornemmelse i din mave, musklerne der spænder op, vejrtrækningen som kryber højere op i brystet og den snurrende fornemmelse af angstimpulser i nervebanerne. Du mærker tydeligt ubehaget, men du aner ikke, hvad det er, du mærker, og du ved heller ikke, hvad du skal gøre for at få det til at forsvinde igen. Du ved ikke, at du skal sige "Jeg er bange". Pludselig mærker du nogle andre fornemmelser i dig - følelsen af  magtesløshed, ensomhed og frustration - men de fornemmelser, kan du heller ikke forstå eller sætte ord på. Du bliver endnu mere bange, endnu mere anspændt, og nu kan du slet ikke trække vejret. Du forstår ikke, hvad der sker i dig, og du har ingen ide om, hvad du skal gøre for at ændre situationen. Du ved bare, at det er meget meget ubehageligt at være dig lige nu.... Kan du forestille dig at være i den situation?

I takt med at demenssygdommen udvikler sig, mister man gradvist den bevidsthed, vi hele tiden bruger til at forstå og regulere os selv. Man mister også den selvstændighed og handlekraft, vi bruger til at skabe det liv, der passer til en selv, til ens værdier og behov. Forestil dig, at din trivsel er fuldstændig afhængig af andre menneskers evne til at aflæse og forstå dig, dine behov og reaktioner - at du er totalt afhængig af andre mennesker til at hjælpe dig med at skabe et livsindhold, der er meningsfuldt, håndterbart og begribeligt for lige præcis dig. Kan du forestille dig den situation? Og forestil dig så dine reaktioner, hvis du ikke fik det, du har brug for. Hvordan ville du reagere?

Det er ikke så mærkeligt, at demente mennesker reagerer, og at de nogle gange reagerer meget voldsomt. De fortæller med deres kropsudtryk, følelser og adfærd, at de mistrives i dem selv og i den pågældende situation. De fortæller, at de er bange, utrygge, stressede, kede af det, frustrerede eller magtesløse. Hvem ville dog ikke være det i den situation? At være dement er at langsomt miste sig selv, og netop oplevelsen af at miste sig selv er noget af det mest angstprovokerende og stressende, vi mennesker kan opleve. Det er en tilstand, der er forbundet med sorg, depression, ensomhed og magtesløshed. At være dement kan være en meget ubehagelig og utryg tilstand - men det behøver ikke at være det. 

Det er muligt at få et dement menneske til at trives i sig selv og sit liv ved at arbejde med de velfungerende sider af personen. Selv om bevidstheden er ødelagt af sygdommen, fungerer de basale kropslige reaktioner stadig og ved at påvirke dem, kan man få personen til at føle sig tryg og tilpas i sig selv, så der åbnes op for personens ressourcer. I bund og grund er det ret enkelt. Ved at påvirke kroppen på en bestemt måde, kan man opnå ro i nervesystemet, og dermed vil personen slappe af, så kroppen og den velbevarede hjernefunktion bedre kan fungere. Ved at påvirke kroppen på en bestemt måde kan man fremkalde følelsen af glæde, tryghed og tillid i personen - de følelser, der netop er så afgørende for, at vi trives. Ved at påvirke kroppen på en bestemt måde, kan man styrke personens identitet og tilknytning som modvægt til sygdommens udslettelse af selvet.

På den ene side er det meget enkelt at skabe ro og velbefindende i et menneske, men samtidig er det også enormt svært, fordi vi mennesker påvirkes af mange forskellige faktorer. Vi påvirkes af det, der foregår inde i os, og af det, der foregår omkring os. Vi påvirkes også af vores livsindhold og af vores relationer. Derfor nytter det ikke, at man i arbejdet med demente mennesker udelukkende fokuserer på personen, der udviser symptomerne på mistrivsel. Man må se på den fysiske kontekst, personen lever i, og man må se på, om personens livsindhold passer til det menneske, vedkommende er - men som omsorgsgiver må man også se på sig selv og den måde, man er tilstede i mødet med personen. En vigtig del af arbejdet med at få mennesker til at trives er, at vi omsorgspersoner også forholder os selv og styrker vores relationelle kompetencer og dermed vores evne til at se og forstå både det demente menneske, men også os selv i mødet med personen.

Velkommen til et koncept

hvor man gennem kropsligt og mentalt arbejde

udvikler ro, trivsel og ressourcer

i demensramte mennesker og i mødet mellem os